Den korteste vej til kunderne

Synlighed og troværdighed skaber identitet og genkendelse hos kunderne og det har aldrig givet anledning til krise, tværtimod: det er vejen til vækst og udvikling. Det er i virkeligheden ikke nogen nyhed, det med at troværdighed sælger. Det ved enhver, ligesom at det at give lidt af sig selv, altid var været det, der har bygget broen mellem sælger og kunden. Men at vi i vores digitaliserede og virtuelle verden ikke bruger denne viden, er lidt af en gåde. 90 % af alle danske virksomheder bruger ikke billeder af dem selv og de værdier de står for på deres hjemmesider og webshops. Vi er på en vis måde blevet fremmedgjorte i vores skift fra lokalt til Globalt og fra gadehandel til internethandel. Det har jo været et stort stykke pionerarbejde i de år, vi har været på rejse i den digitale verden, alle har vi været skeptiske, og en hel del usikker. Deri har vi støttet os mere til den nye verdens guru Webmasteren, ham der kan de nye digitale sprog, Html, asp, gisp, prust og hvad de hedder alle sammen. Idet har vi glemt vores eget sprog og værdier, nemlig det visuelle sprog. Det handler i alt sin enkelhed om, at få sat vinduer i shoppen og på hjemmesiden, Så kan vi jo se hvem vi handler med, eller om vi ønsker at handle med firmaerne. Ikke nok med det, men der er jo muligt at vise kunderne, hvad det er firmaet gør og hvilken fælles ånd, der er kendetegnende for firmaet. Ligesom produktet der vises i de arbejdende hænder, hvilket giver mere dynamik og troværdighed, end hvis en smart model Photoshoppet helt i top stod med det. Ikke at lækre babes sælger, men forførelsens tid er forbi. Jeg tror ikke længere på, at vi vil forføres med glimmer og guldstøv, vi har brug for at få fat i nogle dybe rødder og samhørighed, når vores verden åbner sig som den gør i disse år. Det bliver ikke farven på huden, sproget eller skønne modeller der bliver det afgørende for, hvem vi handler med i fremtiden, det bliver vores værdier, vores holdninger og menneskesyn og hvordan vi behandler naturen, der sælger, og det budskab skal ses og ikke kun læses. Jo før jo hurtigere finder vi den tryghed, vi skal lande på efter krisen.

Mening om eksponering

Det er nemt at have en mening og en modstand mod at eksponerer sig (vise sig i billeder, skrive om sig selv) på hjemmesider o.lign. Men det er måske lige her vi finder janteloven, endda det janteloven består af. Nemlig modstand på "at vise sig" "Du skal ikke tro du er noget, eller du er ikke mere end os. Virkeligheden er at janteloven, er bud på et meget provinsielt primitivt orden på ringe livsvikår. Og det kan da også være svært at finde meningen i at eksponerer sig selv, for selvhævdelse alene. Det er jo her vi kender og dufter egoet selvhævdelse og den har altid og vil altid møde modstand. Men når det drejer sig om at profilerer sin virksomhed, sine produkter, ydelser, så er denne modstand i virkeligheden mere en destruktivt holdning med rødder i den "gamle lov". Så med virkelighedens brille på, er det ikke særlig svært at se at verden forandre sig og måden vi lever og arbejder sammen på er under konstant udvikling. Alle har vi vel mødt dem der ikke skulle ha mobil telefon, eller det der moderne computer noget. Vi kan måske endog grinet lidt af det, fordi vi kender til det selv og har haft det tæt på. Er vi ikke med i forandringerne ryger vi af den udvikling, den bevægelse vores samfund er på vej imod. Tiden med telefonbog er måske helt yt, og derved også lokaltelefonbogen og hvem kender mig egentligt lokalt? Vi må bare erkende at vi er i gang med at slå det store brød op, vores lokal miljø er mere Danmark, eller sjælland og mindre lokalt er det globale. Provinsens storby København er ikke længere København, det er lige såvel Århus, London Berlin. Ligesom weekendture ikke er i Rørvig, men i Rom, Venedi og London Alt i denne globalisering rykker på vores utryghed, vi bliver hele tiden konfronteret med nye mennesker og derved ryger vores "egenkendelighed", og det er dette der medfører at vi engang imellem kommer til at holde fast i vores ur provientielle "gå væk med dig, du skal ikke være mere genkendelig end jeg". På en måde har vi mistet os selv, vi er blevet fremmedgjorte for os selv og kan kikke langt efter vores egen baggårdsvenner, nabogårdens legekammerater. I skolesprog kunne vi sige at vi er blevet rigtig mange i klassen og deri kan vi enten sidde tilbage for os selv, og tænke at de andre er bare for meget, de skaber sig helt vildt, eller vi kan tage fat om modet i os, og gå frem og sige "her er jeg, jeg hedder Carl Harald, jeg er til fodbold, elsker at tegne og så har jeg en hund der hedder Ib. Det er det vi kunne kalde eksponering, og det er helt sikker at Carl Harald vil blive taget godt imod, det er her vi kan tage stilling til Carl, det er her vi genkender ham, på navnet, på det at spille bold, ha en hund og tegner, Jubii det viser sig jo at Carl er jo en af mine egne, det er jo naboen, legekammeraten; Hey Carl hvad skal du lave i morgen? Lidt baske kunne jeg sige, afvikling eller udvikling, vil du lege med Carl og derved være med i legen, eller vil du høre til Aksel Sandemoses "Jante verden" fra Nykøbing Mors fra 1930 ?

Face on

Vi kender det det godt. Vi tjekker besøgene på hjemmesiden, Er det surfere, hacker, robotter, konkurrenter, eller er det mulige kunder? og hvorfor ringer de ikke eller tager kontakt ? Er det prisen, er det produktet, er det mig eller mine ord? Hvordan får vi kunder ind gennem den virtuelle dør ? Vi bruger masser af kræfter på markedsføring, søgeoptimering, brugervenlighed på vores hjemmeside, klare budskaber gennem medier, men hvad gør at de ikke bare lige vælger os? Det er her vi kommer ind og får kunderne til at tage et skidt nærmere. Vi tror på troværdighed og synlighed, vis hvem du er/ hvem I er, vis hvad I står for og hvad I laver. Det er ikke den store videnskab, at kikke lidt i historien, tænk på Lars Larsen, hvordan hvad gjorde hans succes ? Prisen, produktet, servicen? Nej ham selv, han viste hvem han var, trods det at han ikke er nogen smart model, og langt fra sproglig elegant. Og det var før IT teknologien indtræden, og nu efter med 100 forretninger, 100 millioner, han gør det stadig ; dav dav jeg hedder Lars Larsen godt tilbud til dig eller godt nyt år til dig. Simpelt personligt, troværdig og ikke mindst synligt...

Zen og Management II

Jeg tror på at, skal vi ændre på ledelsesformerne, til en højere bevidstehed, såsom følelsesmæssigt intelligens og spirituel intelligens, bliver vi nød til at have nogle der kan bidrage med noget udefra, nogen der kan fortolke og praktisere disse værdier, Ellers bliver noget uden på tøjet, noget vi intellektuelt snakker om, men ikke kan praktisere i handling. Lige netop handling er et nøgleord og praktisere er hvor tanker og handling står tættest, det er det budskab der lettes kan formidles til virksomhedskulturen. Tror på at vi kan finde disse værdier og måden at praktisere dem i mellem kunst, filosofi, antropologien, shamanisme, psykologi og religion og måske endog i poesien og historierne. I et krydsfelt mellem disse verdenshjørner findes der en rigdom, som er stor og det er måske ikke så vigtigt at sætte kategorier op for det, men at det kan sættes sammen til noget livsberigelse.

Zen og Management

Tendensen er rimelig klar, vi er på vej ind i en ny ledelsesreform, Spirituel Management kalder de det. Det har ladet vente på sig, måske fordi der er langt mellem habit og slips til de negative associationer der ligger i ordet spiritualitet. For hvad kan være mere håndgribeligt ind at træde ind på noget som er så defus som det. Paradokset ligger lige præsis her, for hvem kan kontrollere det svævende mellem mennesker, og det handler nemlig om at give slip, hvilket er svært for nutidens lederskab. "hvis jeg som leder giver slip, hvem tager så ansvaret?" Svaret er alle tager ansvar, alle tager lederskab. "Ja men så er jeg jo unødvendig som leder?" Svaret er nej du skaber rammer og viser retningen. " det er sku da bare for hippiagtigt og jeg er ikke troende men ateist" Fint nok men der er stadig nogle klare discipliner som kan praktiseres og som bliver praktiseret, kunstnere gør det, Gestaltterapeuter gør det, Zen Buddhister gør det. De gør det fordi de ikke kan lade vær, ikke for at tjene penge, men fordi det giver mening og uden temmelig meningsløst. Det er et simpelt fokusskifte, fra kontrol og styring til at finde sig selv og mening i det jeg er her for. Fra strategi til hjerte. Et sted hvor ZenBuddhismen og Gestalterapien mødes, er der opstået nogle leveregler som fgl. Her kan vi tale om hårdslående åndelige discipliner. 1. Lev nu. 2. Lev her. 3. Stop al mindfucking. 4. Stop al unødig tænkning, hør, se, lugt, smag, føl. 5. Vær direkte, undgå forklaringer. 6. Undgå at dømme/ manipulere. 7. Bliv klar over det positive såvel som det negative. 8. Afvis; burde / skulle / måtte. 9. Tag fuldt ansvar for egne følelser og tanker.

Socialt Ansvar skaber mening og bundlinje

Relations Management bygger på Essentielle værdier som Ære, selvværd, samvær, fælleskab, holdånd, med fokus på at udvikle, at skabe noget sammen, værdier gennem relationer. Udvikling skal ske for at forbedre ikke for at tjene flere penge, Socialt Ansvar skaber mening og flytter fokus mod det som mangler og stimulere evnerne til at tænke kreativt og for alt andet end egen vindings skyld. Hvis vi kikker i historien, så er de største succes ikke kommet ud fra det at skabe profit, men i den ånd at forbedre og gøre tinge lettere til alles bedste. På samme måde som kunst bliver skabt, stor kunst er ikke lavet for at tjene stort. Lykke har aldrig være betinget af kapital og profit, men ved store følelsesmæssige hændelser mellem mennesker. Derimod er egoisme tæt forbundet med profit, magt og indflydelse. Jeg kunne fristes til at sige at ud af profit springer egoisme og egoisme avler egoisme. I disse egoistiske tendenser er det let at se at de essentielle værdier, ligger langt under den menneskelige bundlinje. Hvilke kan ses som meget medmennskeligt fattigt, og uden det der binder mennesker sammen er krise en kendsgerning. Så skal krisen vendes til forandring, skal det at drive forretning ses med et helt andet objektiv, nemlig: Hvad er det vi ikke vil leve uden?, Hvad sætter jeg en ære i? Hvad bidrager jeg med?

Kan krisen bruges konstruktiv?

Det er muligt at gammel kliche lyder efter 7 fede år kommer 7 magre år, men det lyder mere skæbnebestemt, eller vorherres eget ur. Krise er og bliver et symptom på at noget mangler, og krise er også et tegn på forandring. Så hvorfor er vi kommet i krise?, tja vi har slagtet fede kalven, og haft fokus på at smovse i storhed og hurtig profit for egen vindings skyld. Ikke at vi ikke skal fede den, eller leve godt for det skal vi og det har vi fortjent i stor stil. Men ser vi på de 7 fede år og de 7 magre år, ligger der en vægtskål der bedste kan sammenlignes med sort/hvid tankegang. Som ironisk nok ligner den tankegang der også er til stede når relationer strides, eks. parforholdet når den står på krise. Så hvis vi kan udlede det som det samme fænomen, en dualistisk tankegang, så kan vi måske også udlede at der skal en mere helhedsorientering til. En større bevisthed kunne jeg fristes til at sige. Så hvad nu hvis vi satte en cyklus i gang i stedet for sort/hvis tankegang, så som, "vedligeholdelse, optimering, udvidelse, investering , udbytte" og tilbage igen: "vedligeholdelse, optimering, udvidelse, investering , udbytte". Så kan vi måske komme væk fra altid at skulle samle ind, som om vi var på en overlever, angstdrevet og kun lige foran næsen.

At arbejde og leve til fælles bedste

Jeg har kredset om det, tænkt og søgt. Mest af alt ønsker jeg at invitere til dialog omkring emnet. Det at se på hvad der kunne ligge i ordne "at leve og arbejde til fælles bedste". Jeg er så lidt politisk bevidst og tager ofte afstand for de politiske spil og deres magtspil, jeg mener hvis der virkelig kom en større katastrofe ind over os, så ville selv politikkerne meget hurtigt finde enighed og 176 af slagne var næppe nødvendigt. Alene i den sætning kan ses at en leder kunne være nok, derigennem kunne jeg ses som ikke demokratisk, og i sætningen at leve og arbejde til fælles bedste kunne det ligne noget socialistisk og ræverødt, og intet af det kan ses i et helhedsperspektiv hvor der skal være plads til det hele. Næ jeg tænker på at hvis jeg tænkte på dig, når jeg gjorde mine forretninger og du på mig, når du gjorde dine forretninger, hvad stod tilbage, hvis vi fjernede pengene? Tja for mig kunne det ligne at jeg både var til for mig selv og for dig, at vi var i en gensidig forpligtelse til at tjene både os selv og hinanden. En sameksistens som til på en tid, hvor vi havde hinanden og var afhænge af dem vi boede omkring sammen med. En tid hvor vi leve af hinanden og for hinanden et økosystem, eller et oprindeligt folk hvor vi tænke på, hvad har vi brug for?, hvad kan vi gøre bedre for os selv?. Et lokal samfund, hvor vi sammen udfyldte de huller vi havde, hvilket vil sige at det vi ikke havde handlede vi os til uden for vores egne lokale grænser. Hele tiden et samspil hvor du og jeg bliver til 3, nemlig et vi. Og vi to gør noget for dem og de gør noget for os. Vi er i dag et af verdens rigeste nationer, og dog ser jeg os som åndelige fattige, åndelige fattige fordi der mangler en fælles ånd i vores handlinger. Vi kan vel hurtigt blive enige om at at listen af velfærdssygdomme er lang og oftest ukendt i de mindre bemidlede lande. Jeg vil nødigt blive dømt til at være et gammeldags romantisk pladerøre, for jeg hylder ny teknologi og har masser af ønsker der kun kan opfyldes af kolde kontanter. Muligvis er jeg idealistisk og måske er jeg ikke identificeret eller integreret med det samfund jeg lever i. Jeg kan blive flov over at være Dansker, ligesom jeg kan være stolt. Men hvor er det lige stoltheden kan blomster for et fællesskab? Nuvel når vi vinder i sport, og når vi forsøger at placerer os som en viden og ekspertise nation i Kina på miljø, "klart". Men herhjemme, hvad kunne jeg prale over, for resten af verden? af det vi gør for os selv herhjemme? Vores måde at opdrage vores børn?, behandling af vores ældre? vores trivselsbarometer? Skolesystemet, vores styre? vores sameksistens? Nob ikke her. Men jeg tror at vi kan ændre det, ved at sætte ind på det der ligger imellem os, et du og jeg. En vis dovenskab i at ikke gide sig selv for egen vinding skyld, fordi det er fladt og jeg kan vente til i morgen. Nej en det gør jeg for mig og i det tænker jeg også dig ind i det. Et samspil som da vi var børn, skal vi lege sammen? en "jeg har været ensom længe og gider ikke længere at lege med mig selv" og vil gerne ses og være sammen med dig. Vi ser det hos børn, de kan lege med sig selv, men uden input og en hvis grad af motivation fra voksnes siden af, bliver de først frustreret og siden hen passive. Vi er blevet en nation af passive børn der kæmper for at blive set, men neden under søger vi et åndsfælleskab vi ikke er blevet introduceret til.

De farlige ord Ånd og sjæl.

Det ligger i vores sprog, men farlige ord i forretningsverden, de ord som sjæl og ånd. Ordet sjæl, bruger vi i udtrykket, "at have sin sjæl med". Ånd bruger vi om fælles ånd, og når ånden kommer over os, tit når det drejer sig om enten at få ordnet det som skal gøres eller i kreative hensigter. Hvorfor skulle de være farlige? jo der er enten risiko for at blive vraget som en blød sentimental idiot eller som en hellig kristen. Det næste er jo at hvis det skulle blive i en seriøst dialog, hvor er så ånden og har jeg min sjæl med? og har jeg overhovedet haft den med på arbejde?. I denne lidt farlige dialog, vil der nemlig uundgåelig være en hel del spørgsmål som få mig til at vakle. Spørgsmål som hvem er jeg? hvem er du? hvad er det vi laver sammen? og er der en dybere mening med det vi gør, eller er det bare her vi gør det vi bliver bedt om og hæver vores utilfredsstillende løn?. Hvor skulle jeg vakle ved disse spørgsmål, jo for de er betinget af den del af dig som du muligvis aldrig har haft med på arbejde, det er kun dit essentielle jeg der kan svare og det kræver mod og styrke for at lægge maskerne og forsvaret for overhovedet at mærke og fornemme de svar. Men det er faktisk muligt at få skabt den samhørighed, på sammen måde som et godt parforhold, men det kræver mod, mod til at være sig selv og ytre sig om ønsker og behov og mod til at sætte ord på hvad der ikke virker og hvad det hindre mig i at være mig selv i sammespil med andre. Ved at se det på en lidt anden scene, nemlig parforholdet, så siger 8 ud af 10 når de går fra hinanden at de voksede fra hinanden, voksede i hver sin retning. Hmm er det så fordi de er vokset og har udviklet sig? Nej de er blevet mindre, de er blevet individualister og det som før bandt dem sammen er ikke eksisterende. Det er jo her vi var sjælepartner, forbundet i noget der var større end os selv. Vi var ikke kun et kød og blod som præsten prækede, vi var både et vi og 2 individer. Altså 3 størrelser noget der er større end de 2 som bliver skilt og tænk lige en gang på de 2 der skal skilles, de er forenelige og kan ofte ikke finde nogen som helst sammenhæng eller enighed. Og på en givet tid inden erkendelsen af de er på vej væk fra hinanden, er sammenspillet mere en rolle de spiller eller også her er ord så ånd og sjæl enten fremmeord eller farlige ord...

Fra overlevelse til at leve i fælleskab

For at forstå hvorfor vi står over for at paradigmeskifte må vi kikke på måden vi drives (lever og arbejder) på er ikke autentisk eller bæredygtigt. Vi er på en overlever og stress er et symptom på at vi er kommet for langt væk fra os selv og de værdier der skal få det hele til at hænge sammen er lige så langt væk. vi har brug for at leve et helt liv, i stedet for at drive en eenmandshær i forhold til resten af verden, alt hvad det giver er et negativ samvittigheds drevet værk stedet for værdi og selvværd. Jo før vi får vendt denne angstdrift til livslyst jo før kommer vi hjem mætte af oplevelser i stedet for udmattet af at give alt hvad vi har, i frygt for at ikke være, give nok. Det er nærmest kemisk krigsførelse vi er udsat for. Stress, udbrændthed, skilsmisser, psykosomatiske symptomer, misbrug, vold, indlæringsproblemer er bare nogle af begreber der kendetegner vores kulturs bagside. Dette er på det personlige plan og på det lidt større globale plan kan vi se at der er energikrise, boligkrise, fødevarekrise og økonomiskkrise. Det må vel siges at være et vink med en vognstang. Der er noget der mangler, og det kunne ligne udefra, at alle styrtede rundt for at nå noget eller nogen skulle komme. Alle har travlt med gøremål, ting der skal ordnes, og meget af det er økonomisk betinget. I det har vi måden vi drives på, og det kan vel kun ses som frygt eller angst styret, vi er bange for ikke at slå til, være dygtige nok, gøre tingene godt nok, frygt for vores børn, at de ikke bliver til noget, at de kommer galt af sted, på gale veje. Et syn på dette kunne ses som angstklokker bimlende i kroppen på os, betyder det fare på færde og er der fare på færde, kan vi kun være os selv nærmes. En overlevelsesdrift der kun er til for liv/død situationer, dvs. ”når vi er tæt på at død er vi på enten dør jeg eller også dræber jeg dig”. ”Det vil sige enten dig eller mig, og jeg er klart til at det bliver mig”. Alle kan både se og forstå at egoismen må være en grad af overlevelses betingelse og derved angstbetinget og alle kan skamme sig over, at de på et pågældende tidspunkt har været pinlig, i en situation hvor de ikke havde helt sig selv med. Ja selv utroskab kan vi vel se at det er et produkt på at der er noget der mangler og det er et meget egoistisk instinkt som er lige så driftsstyret som hvis vi er tæt på at blive slået ihjel. Så i selve det skift vi står over for, må det betyde at angstklokkerne bliver nød til at forstumme, og med det må der komme en ro og en refleksion på hvor er vi, hvad sker der og ikke mindst hvad skal der ske. Jeg tror på at disse refleksioner er betinget af ro i sindet, og kun derigennem kan vi finde os selv i den verden vi tilhøre. Med i den refleksion må det stå klart, jo mere jeg er angstpåvirket jo mere ensom gør jeg mig, og jo større behov får jeg får at blive en del af noget større. Hvis jeg vender det på hovedet, kunne det betyde jo mere jeg arbejder for noget der er større end mit primære egoistiske instinkt, jo mere er jeg en del af den verden omkring mig. Hvilket må siges at være sammen uden det store skel mellem mit ego og dem omkring mig.

Samvittighedshandel

Jeg tror vi står over for et paradigmeskift, i forhold til handel og service. Vi har råd i dag til at kikke på hvad vi bruger pengene til på en anden måde. Vi ønsker ikke at købe ting der er lavet af børn, kaffen skal være fair trade, at der er ordnede forhold til kaffe dyrkene. Økologiske grønsager er side om side med ikke økologiske og stiger hver dag i efterspørgsel og salg. Så ansvarlighed for den jord vi dyrker og bruger, er kommet i fokus, næste stop bliver samvittighed, vi vil kun handle med dem som tager deres ansvar alvorligt. Det kunne være CO2 reduktion og stømbesparende projekter i virksomhederne, det kunne være at virksomheden have et care projekter på lige fod med personaleafdelingen. Her var det personalet der sit syn med på hvad der var vigtigt at støtte, minerydning i Angola, gav maling til den lokale skole. Vi må indstille os på at buratkratiet i landenes regeringer arbejder tungt og administrationsudgifterne er ligeledes tunge. Hvor virksomheder kan være meget mere kreative i deres udvikling af midler, så et strømbesparende projekt i virksomheden giver både afkast og skåner miljøet og en bid af midlerne kunne gå direkte videre til støtteprojekter både lokalt og Globalt, samtidig med at der er fradrag for disse bidrag. Og ydermere giver det et godt signal udadtil at virksomheden tager sit ansvar for vores fælles jord. Så det i sig selv giver et godt billede på at alle kan få noget ud af virksomhederne tager fat i en Global bevidstehed og skaber god samvittighed for os alle.

Æresbegreber

Jeg syntes der er så meget debat om muslimers æresbegreber, mest støder jeg på en negativ betoning af deres æresbegreber. Nuvel hvis vi piller kønsdiskrimineringen væk, som jeg ikke vil betegne som nødvendige æresbegreber, men høre ind under magtbalance og traditioner skabt af mænd. Hvad stå så tilbage? hvilke værdier står tilbage? ikke at jeg skal gøre mig klog, men er det ikke familien der kommer i første række? De muslimer jeg har været tæt på, de støtter hinanden på en måde, hvor jeg kan syntes meget ensom og udenfor sammenhold. Nuvel det jeg ønsker at kaste lidt lys på er mere, hvad er Danskernes Æresbegreber? Jeg hørte engang om et kongebrev fra vikingetiden, hvori der var beskrevet æresbegreber, det vakte stor interesse hos mig, men det er ikke lykkes mig at få fat i dem. Men hvilke æresbegreber kan vi samles om i Danmark? Fodboldkamp mod Sverige? Sport på højt plan, tja det er her vi finder vores stolthed, men hvad sætter vi en ære i og hvad er Danske værdier uden racistiske tilbøjeligheder? Jo det første der bliver budt ind med er noget med De 10 Bud, Bl.a du må ikke stjæle- "Jamen den holder vel ikke", jo butikstyveri det er noget ingen af vil ende op i, men stadig er vi vel lidt af et kræmmerfolk, der går efter kan vi spare en krone her i en handel eller to i skat, så er det vel værd at prale af. "Ok men hvad så med utroskab, det har vel noget med ære at gøre? "yes men lige der har vi en parallel verden, der hedder undtagelse, eller det snakker vi ikke om, og så eksisterer det ikke, det de ikke ved har de ikke ondt af"; sagt i folkemunde. Det tætteste vi måske kan høre af alle Danske munde, er vel ærlighed, vi lyver ikke, det høre til det værste slæng. "vi tillader højst hvide løgne og så kan vi tie stille, om det som kan skabe konflikt". Ok det kan blive en lang efterforskning efter æresbegreber som ikke er ladet med skam eller skyld, Dansk eller ej. Jeg selv kan ikke lede efter dem hverken i min egen eller min arvs historie, men jeg savner en forfadderisk lederstok som jeg kan tage i min favn, tage imod med ære, og i særdeleshed uden påtaget lydighed og falsk ydmyghed. Ære må være noget vi står op for inde fra, uden hellighed og både i krig og fred, med eller uden og om vi risikere folks agtelse eller ej. Mon ikke hvis vi fandt ind til disse værdier som vi ærede, at der ville være mere samhørighed og mindre fuck up´hed imellem os. mon ikke vores unge havde en snor at holde i, en grænse i hvor vores ægte stolthed står fast i stedet for vores falske stolthed, som kun kommer frem når vi bliver ramt på vores sårede ego..........

Bono Effekten

Jeg tillader mig at opfinde et nyt psykologisk begreb, nemlig Bono Effekten. Jeg er en af dem der beundre Bono fra U2, dels for musikken, men mest for hans deltagelse af at skabe en bedre verden og komme Aids til liv. Vi kan diskuterer om hvorvidt at U2 og Bono høre til toppen af musikken, men alle vil vel kunne blive enige om at de har nået toppen af deres karriere. Jeg er sikker på at Bono ikke mangler noget i livet og rigdom kunne vel vokse af sig selv uden det store arrangement fra hans side af. Så når jeg taler om Bono effekten, mener jeg at han gør tingene uden egen vinding, andet end tilfredshed med det han gør. Eller vi kunne tale om hvad ville vi gøre, når det ikke længere handlede om egen overlevelse og ikke behøvede at tænke på næste måneds udgifter?. Tja min tese er at vi ville begynde at gøre noget for andre, både lokalt og globalt. Vores ego som altid er frygt styret ville ikke længere være den styrende del, men vi ville være styret af selvfølelsen, det som giver os nærhed og samhørighed. Vi ville skabe for skabelsen skyld alene og skabelsen er grænseløs og vil komme alle til gode. Når vi skaber fra vores indre og ikke for egen vindings skyld, bliver der skabt meningsfulde og eksistensberettigede ting. Muligvis fordi at skaberkræften ikke er vores egen kræft alene, men kommer fra det sted hvor, vi alle høre sammen. One love som Bono synger, og Bob Marley før ham. Skal vi så blive stinke rige og berømte før vi kan få fat i skaberkraften og selvfølelsen? Mit postulat er at Bono har ikke meget mere end os, jo han har en god stemme og en erfaring fra en fantastisk udvikling gennem sin karriere. Men vi har alle en udviklingsvej foran os, og rummer potentiale til at gøre det umulige. Vi behøver ikke at vente med at gøre en forskel, vi kan gribe fat i det der ligger uden for vores egen næsetip. Det er muligt at tage de eksistentielle briller på, og begynde at gøre en forskel for sig selv og andre. Hvad ville vi gøre hvis vi havde alt hvad vi behøvede i overflod? Hvilke projekter ville vi gribe i som gav os mening og god samvittighed.

Overlevelse for overlevelsens skyld

At tjene penge for overlevelse alene, er ikke længere meningsfyldt i et samfund der hviler på overflod og materielle værdier der overgår menneskelige værdier. Vi er nødt til at bringe ansvarlighed og samvittighed med i vores samhandel. Trivsel for egen vinding skyld alene, kan ofte blive et sidespor, netop fordi vi er ikke alene, men er sociale væsner. Et sidespor som lidt kan sammenholdes med når enkelte overlever en given katastrofe med dødelig udgang, er det sjældent taknemmelighed der bliver den givende faktor. Derimod er det skyld og manglende forståelse på, hvad der gjorde at de som overlevede, ikke mistede livet. På sammen måde som den i en søskendeflok som bliver favoriseret, ikke tager imod den ekstra tilskyndelse, men begynder at kritisere sig selv. Det hele bunder i at vi på overfladen ikke mangler noget, i stedet for de store kriser i livet, rammes vi af mange små meningsløse kriser, mobiltelefonen der bliver væk, bilen der ikke kan starte, vores gøremål støder sammen fordi vi byder ind med mere end vi magter. Vi er drevet af eksistentiel skyld som den motiverende faktor, i stedet for at søge dybere efter noget der giver os mening. Vi er den del af søskendeflokken der ikke kikker på den lidende del af flokken, i frygt for at bliver ramt af enten af mere skyld og meningsløshed eller også selv at komme i kontakt med vores egen lidende sjæl, som næppe møder den næring den har fortjent eller mistet. Min bedste overbevisning er at, om enten tager vi fat om vores egen manglende følelsesmæssige trivsel eller mistrivsel eller om andres mistrivsel, skaber vi livsmening og medmenneskelighed. Vores selvfølelse vokser og giver os selv en berettigelse i at være til i verden der har brug for os.

Den gode arbejdsplads

Vær idealistisk på medarbejdernes vegne
Sæt klare mål, og følg op
Vær åben om gensidige forventninger
Vær ærlig og direkte i din feedback – også når det bliver svært
Uddeleger ansvar til den enkelte, beløn ideer og nye forslag
Kommuniker værdier i stedet for regler og direktiver
Fokuser på udvikling af personlige kompetencer og fælles værdier
Lad medarbejderne selv planlægge arbejdstiden

Globalt Værdiskifte

Jeg tror på at vi alle står overfor et paradimeskifte, måden vi drives på er ikke autentisk eller bæredygtigt, vi er på en overlever og stress er et symtom på at vi er kommet for langt væk fra os selv og de værdier der skal få det hele til at hænge sammen er lige så langt væk. vi har brug for at leve et helt liv, istedet for at drive en enmandhær i forhold til resten af verden, alt hvad det giver er et negativ samvittigheds drevet værk stedet for værdi og selvværd. Jo før vi får vendt denne angstdrift til livslyst jo før kommer vi hjem mætte af oplevelser istedet for udmattet af at give alt hvad vi har, i frygt for at ikke være, give nok.