At arbejde og leve til fælles bedste

Jeg har kredset om det, tænkt og søgt. Mest af alt ønsker jeg at invitere til dialog omkring emnet. Det at se på hvad der kunne ligge i ordne "at leve og arbejde til fælles bedste". Jeg er så lidt politisk bevidst og tager ofte afstand for de politiske spil og deres magtspil, jeg mener hvis der virkelig kom en større katastrofe ind over os, så ville selv politikkerne meget hurtigt finde enighed og 176 af slagne var næppe nødvendigt. Alene i den sætning kan ses at en leder kunne være nok, derigennem kunne jeg ses som ikke demokratisk, og i sætningen at leve og arbejde til fælles bedste kunne det ligne noget socialistisk og ræverødt, og intet af det kan ses i et helhedsperspektiv hvor der skal være plads til det hele. Næ jeg tænker på at hvis jeg tænkte på dig, når jeg gjorde mine forretninger og du på mig, når du gjorde dine forretninger, hvad stod tilbage, hvis vi fjernede pengene? Tja for mig kunne det ligne at jeg både var til for mig selv og for dig, at vi var i en gensidig forpligtelse til at tjene både os selv og hinanden. En sameksistens som til på en tid, hvor vi havde hinanden og var afhænge af dem vi boede omkring sammen med. En tid hvor vi leve af hinanden og for hinanden et økosystem, eller et oprindeligt folk hvor vi tænke på, hvad har vi brug for?, hvad kan vi gøre bedre for os selv?. Et lokal samfund, hvor vi sammen udfyldte de huller vi havde, hvilket vil sige at det vi ikke havde handlede vi os til uden for vores egne lokale grænser. Hele tiden et samspil hvor du og jeg bliver til 3, nemlig et vi. Og vi to gør noget for dem og de gør noget for os. Vi er i dag et af verdens rigeste nationer, og dog ser jeg os som åndelige fattige, åndelige fattige fordi der mangler en fælles ånd i vores handlinger. Vi kan vel hurtigt blive enige om at at listen af velfærdssygdomme er lang og oftest ukendt i de mindre bemidlede lande. Jeg vil nødigt blive dømt til at være et gammeldags romantisk pladerøre, for jeg hylder ny teknologi og har masser af ønsker der kun kan opfyldes af kolde kontanter. Muligvis er jeg idealistisk og måske er jeg ikke identificeret eller integreret med det samfund jeg lever i. Jeg kan blive flov over at være Dansker, ligesom jeg kan være stolt. Men hvor er det lige stoltheden kan blomster for et fællesskab? Nuvel når vi vinder i sport, og når vi forsøger at placerer os som en viden og ekspertise nation i Kina på miljø, "klart". Men herhjemme, hvad kunne jeg prale over, for resten af verden? af det vi gør for os selv herhjemme? Vores måde at opdrage vores børn?, behandling af vores ældre? vores trivselsbarometer? Skolesystemet, vores styre? vores sameksistens? Nob ikke her. Men jeg tror at vi kan ændre det, ved at sætte ind på det der ligger imellem os, et du og jeg. En vis dovenskab i at ikke gide sig selv for egen vinding skyld, fordi det er fladt og jeg kan vente til i morgen. Nej en det gør jeg for mig og i det tænker jeg også dig ind i det. Et samspil som da vi var børn, skal vi lege sammen? en "jeg har været ensom længe og gider ikke længere at lege med mig selv" og vil gerne ses og være sammen med dig. Vi ser det hos børn, de kan lege med sig selv, men uden input og en hvis grad af motivation fra voksnes siden af, bliver de først frustreret og siden hen passive. Vi er blevet en nation af passive børn der kæmper for at blive set, men neden under søger vi et åndsfælleskab vi ikke er blevet introduceret til.