Fra overlevelse til at leve i fælleskab

For at forstå hvorfor vi står over for at paradigmeskifte må vi kikke på måden vi drives (lever og arbejder) på er ikke autentisk eller bæredygtigt. Vi er på en overlever og stress er et symptom på at vi er kommet for langt væk fra os selv og de værdier der skal få det hele til at hænge sammen er lige så langt væk. vi har brug for at leve et helt liv, i stedet for at drive en eenmandshær i forhold til resten af verden, alt hvad det giver er et negativ samvittigheds drevet værk stedet for værdi og selvværd. Jo før vi får vendt denne angstdrift til livslyst jo før kommer vi hjem mætte af oplevelser i stedet for udmattet af at give alt hvad vi har, i frygt for at ikke være, give nok. Det er nærmest kemisk krigsførelse vi er udsat for. Stress, udbrændthed, skilsmisser, psykosomatiske symptomer, misbrug, vold, indlæringsproblemer er bare nogle af begreber der kendetegner vores kulturs bagside. Dette er på det personlige plan og på det lidt større globale plan kan vi se at der er energikrise, boligkrise, fødevarekrise og økonomiskkrise. Det må vel siges at være et vink med en vognstang. Der er noget der mangler, og det kunne ligne udefra, at alle styrtede rundt for at nå noget eller nogen skulle komme. Alle har travlt med gøremål, ting der skal ordnes, og meget af det er økonomisk betinget. I det har vi måden vi drives på, og det kan vel kun ses som frygt eller angst styret, vi er bange for ikke at slå til, være dygtige nok, gøre tingene godt nok, frygt for vores børn, at de ikke bliver til noget, at de kommer galt af sted, på gale veje. Et syn på dette kunne ses som angstklokker bimlende i kroppen på os, betyder det fare på færde og er der fare på færde, kan vi kun være os selv nærmes. En overlevelsesdrift der kun er til for liv/død situationer, dvs. ”når vi er tæt på at død er vi på enten dør jeg eller også dræber jeg dig”. ”Det vil sige enten dig eller mig, og jeg er klart til at det bliver mig”. Alle kan både se og forstå at egoismen må være en grad af overlevelses betingelse og derved angstbetinget og alle kan skamme sig over, at de på et pågældende tidspunkt har været pinlig, i en situation hvor de ikke havde helt sig selv med. Ja selv utroskab kan vi vel se at det er et produkt på at der er noget der mangler og det er et meget egoistisk instinkt som er lige så driftsstyret som hvis vi er tæt på at blive slået ihjel. Så i selve det skift vi står over for, må det betyde at angstklokkerne bliver nød til at forstumme, og med det må der komme en ro og en refleksion på hvor er vi, hvad sker der og ikke mindst hvad skal der ske. Jeg tror på at disse refleksioner er betinget af ro i sindet, og kun derigennem kan vi finde os selv i den verden vi tilhøre. Med i den refleksion må det stå klart, jo mere jeg er angstpåvirket jo mere ensom gør jeg mig, og jo større behov får jeg får at blive en del af noget større. Hvis jeg vender det på hovedet, kunne det betyde jo mere jeg arbejder for noget der er større end mit primære egoistiske instinkt, jo mere er jeg en del af den verden omkring mig. Hvilket må siges at være sammen uden det store skel mellem mit ego og dem omkring mig.