Mening om eksponering

Det er nemt at have en mening og en modstand mod at eksponerer sig (vise sig i billeder, skrive om sig selv) på hjemmesider o.lign. Men det er måske lige her vi finder janteloven, endda det janteloven består af. Nemlig modstand på "at vise sig" "Du skal ikke tro du er noget, eller du er ikke mere end os. Virkeligheden er at janteloven, er bud på et meget provinsielt primitivt orden på ringe livsvikår. Og det kan da også være svært at finde meningen i at eksponerer sig selv, for selvhævdelse alene. Det er jo her vi kender og dufter egoet selvhævdelse og den har altid og vil altid møde modstand. Men når det drejer sig om at profilerer sin virksomhed, sine produkter, ydelser, så er denne modstand i virkeligheden mere en destruktivt holdning med rødder i den "gamle lov". Så med virkelighedens brille på, er det ikke særlig svært at se at verden forandre sig og måden vi lever og arbejder sammen på er under konstant udvikling. Alle har vi vel mødt dem der ikke skulle ha mobil telefon, eller det der moderne computer noget. Vi kan måske endog grinet lidt af det, fordi vi kender til det selv og har haft det tæt på. Er vi ikke med i forandringerne ryger vi af den udvikling, den bevægelse vores samfund er på vej imod. Tiden med telefonbog er måske helt yt, og derved også lokaltelefonbogen og hvem kender mig egentligt lokalt? Vi må bare erkende at vi er i gang med at slå det store brød op, vores lokal miljø er mere Danmark, eller sjælland og mindre lokalt er det globale. Provinsens storby København er ikke længere København, det er lige såvel Århus, London Berlin. Ligesom weekendture ikke er i Rørvig, men i Rom, Venedi og London Alt i denne globalisering rykker på vores utryghed, vi bliver hele tiden konfronteret med nye mennesker og derved ryger vores "egenkendelighed", og det er dette der medfører at vi engang imellem kommer til at holde fast i vores ur provientielle "gå væk med dig, du skal ikke være mere genkendelig end jeg". På en måde har vi mistet os selv, vi er blevet fremmedgjorte for os selv og kan kikke langt efter vores egen baggårdsvenner, nabogårdens legekammerater. I skolesprog kunne vi sige at vi er blevet rigtig mange i klassen og deri kan vi enten sidde tilbage for os selv, og tænke at de andre er bare for meget, de skaber sig helt vildt, eller vi kan tage fat om modet i os, og gå frem og sige "her er jeg, jeg hedder Carl Harald, jeg er til fodbold, elsker at tegne og så har jeg en hund der hedder Ib. Det er det vi kunne kalde eksponering, og det er helt sikker at Carl Harald vil blive taget godt imod, det er her vi kan tage stilling til Carl, det er her vi genkender ham, på navnet, på det at spille bold, ha en hund og tegner, Jubii det viser sig jo at Carl er jo en af mine egne, det er jo naboen, legekammeraten; Hey Carl hvad skal du lave i morgen? Lidt baske kunne jeg sige, afvikling eller udvikling, vil du lege med Carl og derved være med i legen, eller vil du høre til Aksel Sandemoses "Jante verden" fra Nykøbing Mors fra 1930 ?